OPS

Franks Corner.

Alt der skrives, gættes og påstås står for egen regning. Læserens formodninger og konklusioner står for læserens egen regning.

OPS eller offentlig/privat samarbejde – dvs. samarbejde mellem offentlige myndigheder og private virksomheder.

Hvorfor det? Og hvorfor lige nu?

ISS har meldt ud med et ønske om samarbejde eller rettere overtagelse af offentlige opgaver og som grundtanke er det meget sundt med et offentligt privat samarbejde og så alligevel ikke.

Da begejstringsrusen havde lagt sig efter de store udliciteringer at rengøring på vores hospitaler, vågnede vi lige pludselig op til møgbeskidte bakteriebomber og en dødgod besparelse.

Hvordan får vi skabt et klima hvor det virkelig bliver et samarbejde, og ikke en overtagelse af opgaver, der kun måles på laveste pris? Eller på største fortjeneste? Og hvordan undgår vi at private virksomheder skaber monopol(og dermed ingen konkurrence) for vores skattepenge?

Og endelig… hvordan får vi offentlige myndigheder til at slippe monopol tanken og tænke i borgerens bedste?

Private virksomheder eller offentligt finansierede private virksomheder

Ja – hvad er forskellen?

03_privat_offentligt_2048 (1)

I mit hoved er en privat virksomhed en forretning og dermed et tiltag der skal skaffe fortjeneste til en eller flere ejere – en virksomhed, der dækker et behov som samfundet/kunderne har eller tror at have.

Har du penge kan du få/købe.

I mit hoved er offentlig ”virksomhed” et tiltag der skal hjælpe samfundet og dets borgere med en konkret opgave, og målet er at løse denne opgave så tæt på det optimale som muligt – selvfølgelig med en økonomisk vinkel. Men princippet er, at samfundet i fællesskab løser og betaler for at få borgernes behov dækket – nogle har brug for mere end andre – det kalder vi solidaritetsprincippet.

Mit hoved kan ikke helt finde ud af offentligt finansieret privat virksomhed, det er på en eller anden måde lidt selvmodsigende og må siges at være to svært forenelige principper.

Hvis en privat virksomhed 100 % løser offentlige opgaver og dermed fuldt ud finansieres af vores alle sammens skattepenge – er den så privat?

Privat virksomhed = overskud = fortjeneste.

Dvs. at virksomheden sælger ”ydelsen” dyrere end kost prisen- hvorfor så købe den? Og ikke selv løse den opgave?

Jeg forstår heller ikke helt hvor samarbejdet blev af.

Fra god ide til mastodont

k1591668

Dansk Flygtningehjælp (DFH) blev født i 1956 i hjertet på danskere der ønskede at hjælpe ungarske flygtninge i Danmark – og er i dag vokset en virksomhed der har påtaget sig at hjælpe flygtninge nationalt og ikke mindst internationalt.

Fra en mindre forening af ildsjæle med et konkret ønske om at hjælpe en specifik gruppe mennesker, der havde behov for hjælp, til en milliard forretning – ja ikke million, men milliard forretning.

Lidt hovedtal fra 2013: 2.202 millioner kr. i indtægt, godt 5.300 ansatte og 5100 frivillige – ja det er sgu vokset til en virksomhed der vil noget, og med en egenkapital på lidt over en kvart milliard klares lønningerne nok det næste års tid.

En forening med det formål at hjælpe en konkret flygtninge gruppe, er vokset til på national plan at stort set stå for al integration, undervisning og de ”rigtige” holdninger. Lidt mærkeligt, at en privat virksomhed står for en så stor samfundsopgave, der periodisk er meget politisk betændt.

Fra kun at være et dansk projekt, er det udvidet med kontorer og ansatte i over 32 lande og med støtte projekter i 5 eller 6 lande – fra nationalt til internationalt.

Når man nu tænker, at indsamlede/medlems indtægter kun udgør 0,02 % af de samlede indtægter er den folkelige forankring svær at se – altså rent økonomisk.

En privat virksomhed der har påtaget sig at vokse stor og rig med offentlige midler.

Er det ok?

Godhed i hvis navn? Egen godhed?

Berbagai Usaha sampingan di Jakarta 2014

Hjælp til flygtninge eller kommende flygtninge er Big Business. Røde Kors, der driver asylcentrene, viser sig også at være en god forretning.

Lidt hovedtal: indtægter sidste år 1101 millioner kr. – heraf igen godt 872 millioner i tilskud fra det offentlige, og godt polstret er forretningen også; har aktiver for 613 millioner og en egenkapital/reservationer på 164,5 millioner.

Ja der er sgu penge i at være professionelt god.

Spørgsmålet er om det er en samfundsopgave at støtte private foreninger/virksomheder med offentlige midler – når disse er udenfor politisk kontrol?

Eller når samme virksomheder har interesser der er i modstrid med samfundet (det politiske flertal). Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at tænke sådan og grænsende til det utilladelige at skrive det eller sige det højt.

Men kan godhed og ønsket om at hjælpe ikke købes for dyrt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på sagen med Jørgen Poulsen – Danmarks på det tidspunkt godhedsapostel nr. 1 og generalsekretær i Røde Kors, der fravalgte en karriere i godhedsbranchen og kom ind i folketinget for Ny Alliance – et tegneserie parti, der skiftede navn og meninger flere gange, til de endelig fandt fodfæste på den politiske arena.

Jørgen Poulsen kæmpede en indædt kamp for at bevare en opsigelsesfrist og pension fra Røde Kors, samtidig med lønnen som folketingsmedlem. Det endte, så vidt jeg husker, med et forlig på 750.000,00 kr.

Det var så fru Jensens og mange andre danskeres halvtredser der gik til at forsøde Jørgens pensionistliv!

Jeg forsøgte at finde ud af lønningerne – uden held. Der står overordnet lønudgifter – ikke udspecificeret.

Ja, Godheden har sin pris og den kan virke høj – alt for høj.