Et billede af dagens Danmark

Franks Corner.

Et billede af dagens Danmark som jeg egentlig ikke troede fandt sted mere, og hvis det gjorde – at det ikke var så grelt.

Alt i forløbet er lige efter bogen, alle regler er fulgt – den sunde fornuft, og dermed også menneskeligheden, er fuldstændig væk.

Mennesket ses ikke – opgaven eller problemet ses og løses. Ikke i samarbejde, men i enkelt opgaver – mange mennesker involveret, men ingen indbyrdes og fælles forståelse. En effektiv ”sagsbehandling” og et respektløst menneskesyn helt uden helhedssyn.

Jeg vil forsøge at skildre historien så objektivt som muligt og uden personlige bemærkninger (og det bliver svært) – men det fortjener historien.

Opgaven er ikke at finde 5 fejl – det er sgu for let, men bare 1 ting der er gjort rigtigt. Det er til gengæld noget af en opgave.

Baggrund

Vi modtager en henvendelse fra en meget bekymret mor, som vi kan kalde B. Vi har i starten lidt besvær med at forstå hinanden, da hun er meget oprevet og ikke har dansk som modersmål. Men samtalen bliver mere og mere forståelig og meget lettere da B får sikkerhed for at vi lytter, at vi er interesserede, og at vi rent faktisk har tænkt os at hjælpe.

Lidt efter lidt stykkes historien sammen som følger:

Enlig mor pt ledig efter en sygeperiode og dermed afskedigelse fra arbejdspladsen. Har en søn midt i 20’erne.

Ikke det store netværk – men i det store hele fungerende i kontakt og relation med andre. Taler et meget godt dansk og forstår almindelig dansk, men ikke kancellisprog eller sammenhængen (eller rettere manglende sammenhæng) i de offentlige systemer.

Hun kom til Danmark med ægtefælle. De fik en søn, blev skilt og manden udvist/valgte at rejse pga. konflikter med systemet.

Hun har et par brødre i Danmark og gennem dem et spinkelt netværk – ingen danske venner/veninder. Havde i en kortere periode forhold og samliv; men har ellers boet alene, passet sønnen og arbejdet.

Sønnen kom i privat skole. Ikke muslimsk friskole, men ren dansk skole for at få bedst mulig uddannelse og ”integration”. Sønnen var og er en meget stille dreng – med et lille netværk med få venner og kæreste. En velbegavet dreng, glad for skolen og for at lære.

Flot afslutning med folkeskolen, og nu venter enten gymnasiet eller teknisk skole. Begge dele var muligt for A – og B var en stolt mor.

A’s historie

Glad for skolen – tryg opvækst – få, men gode venner. Havde også en kæreste, men har det bedst i egen verden.

Færre og færre venner kommer med hjem – A bruger mere tid alene og på nettet. Begynder at hænge ud med drengene i gaden – det ’dårlige selskab’. Ændrer sig langsomt – begynder med alkohol og hash, og hurtigt er A fanget i en afhængighed.

Både alkohol og hash giver ro, og nu lærer A af de andre drenge, at ved at fortælle lægen om symptomer på ADHD er det muligt at få ritalin. Det prøver A også – og det virker. En del af stofferne til misbruget ”foræres” til A af drengene, dog med en forventning om at A ligeledes deler eller ”hjælper” til når der skal skaffes stoffer og kontanter.

Fængslet

Efter et ualmindeligt klodset røveriforsøg fængsles A. Allerede i varetægtsarrest vælger A at komme i isolation, da han hører stemmer og har angstanfald. Begge symptomer forveksles med stofmisbrug. A ”nøjes” med at ryge hash under fængslingen, men da han overføres til afsoning i åbent fængsel startes som noget nyt med kokain og amfetamin.

A løslades med endnu et misbrug og en uopdaget diagnose.

Behandling

Mor forsøger forgæves at få læge, hospital, rådgivningscenter og psykiatri i tale, og her starter så en moderne udgave af spillet ”ludo” – med den ene forskel at uanset hvad du slår, bliver du slået hjem.

Egen læge sender til rådgivningscenter der ikke kan hjælpe, da A ikke kan finde ud af at møde op (dvs. ikke motiveret). De henviser til psykiatrien, der ikke kan hjælpe en aktiv misbruger. Kommunen bedes om hjælp og der udleveres en henvisning til rådgivningscentret (der også er kommunen). Slået hjem til hjem.

Mor opgiver og sender A ud af landet og får ham indlagt. A får diagnosen ”paranoid skizofren”. Han startes op i medicinsk behandling og får det bedre. Familien tager sig af A der får det bedre, og atter vender hjem til DK og et nyt ludospil.

Psykiatrien er ikke videre imponeret over A’s ”udenlandske” behandling og er ikke enig i diagnosen.

A skal selvfølgelig aktiveres med henblik på forsørgelse, og lander i gruppen ”uddannelse- arbejdsparat”. Man må formode at de mange beskrivelser fra psykiatri, kommune og rådgivningscenter bakker op om en sådan vurdering?

A kan ikke følge med eller møde op til aktiveringen, hvorfor hjælpen stoppes. A søger ind på en uddannelse – og optages. Er ude af kontanthjælpssystemet og helt ude af kommunens regi – nu er det SU og dermed statens eller skolens opgave.

A er ikke det der ligner hverken uddannelses- eller arbejdsparat.

A begynder at drikke igen og mor har en mistanke om at der også igen startes på stoffer. A stopper på uddannelsen…

Regionen/psykiatrien

A indskrives til afgiftning et par gange og hver gang udskrives han til det samme ludospil, nu bare mellem rådgivningscenter og psykiatrien. Kommunen står på sidelinjen og afventer en afgørelse om hvorvidt det er psykiatri eller rådgivningscenter der skal tage over.

A stopper medicinering og er på passiv kontanthjælp. Alkohol og anden misbrug tager overhånd, men mor forsætter i ludospillet med et håb om at kunne få hjælp til sønnen. Et ludospil, hvor end ikke brikker udleveres til moderen – da A ikke kan deltage i møderne er det ikke muligt at få hjælp. Ikke en gang ikke rådgivning eller vejledning.

Og ingen kan hjælpe mor, da A er over 18 år og selv skal vise at være motiveret. A er myndig og derfor selv ansvarlig, så mor ”må” ikke hjælpes – end ikke rådes eller vejledes?

Hvordan tolkes så motivation? Ved at stille simple krav om f.eks. regelmæssig fremmøde? Ja, åbenbart.
Det forventes, at den der har brug for hjælp også er i stand til at møde op, overholde aftaler og udvise motivation.

Kan man det?

Endelig går det helt galt for A. Han tvangsindlægges, behandles og modtager psykiatrisk behandling. Opnår en rimelig stabil medicinering og bliver efter udskrivning henvist til distriktspsykiatrien.

Kommunen

Overtager sammen psykiatrien og skaffer bolig – eller bofællesskab med bostøtteperson. Bostøtte er måske lidt overdrevet, da A deler lejlighed med psykisk syg meget aktiv misbrugende beboer… men der kommer da en bostøtteperson en gang imellem.

Da A’s nye hjem skal være så privat og så meget A’s egen bolig som muligt – kan og vil kommunen ikke blande sig i hvordan A vælger at indrette sig, eller for den sags skyld hvordan bofælle agerer eller vælger at bo.

A’s mor oplyser at køkkenet kun var af navn – da der stort set ikke var et ledigt hjørne eller ”affaldsfrit” nogen steder. Så madlavning eller bare opbevaring af madvarer i køkkenet var ikke en mulighed.

A skal forsøge at holde sig clean og ædru i dette miljø, samtidig med at han kæmper med en endnu ikke stabil medicinering og, må det nok siges, ikke under de bedste vilkår. Ja, nok slet ikke vilkår.

Oveni det forventes det at A passer fremmøde i dagpsykiatrien og til medicinering. Eller A får medicinen med hjem, og skal så selv at huske at tage medicinen dagligt.

Det lykkedes ikke at fastholde A i medicineringen ved fremmøde, og efter en indlæggelse vælges depotløsning med månedlig medicinering og antabus. Moderen vælger at lade A flytte hjem, da A’ lejlighed, selv efter en kort indlæggelse, ligner en losseplads.

Der knyttes nu fra kommunen en kontaktperson på A som, troede moderen, bla. skulle hjælpe A med at finde vej gennem systemet. Det var nu mest for at finde ud af om A var uddannelses- og arbejdsmarked parat.
Opgaven med at finde hoved og hale i ”systemet” kunne kontaktpersonen ikke hjælpe med, da hun var en ludo brik fra aktiveringsafdelingen, men hun henviste gerne til andre muligheder. Da A ikke magtede at spille ludo gav han op.

lægen

A henvender sig til lægen og beskriver symptomerne på ADHD og starter i ADHD behandling. Får medicin hjem til 4 dage og tager al medicin på et døgn. Mor kontakter lægen med oplysning om at A kun har taget ADHD medicin for at misbruge, og ikke for behandling.

Nyt ludospil med henvisning til rådgivningscenter, slået hjem. Til psykiatrien, slået hjem osv. osv. osv.

Status

Her sidder vi med en dybt ulykkelig mor, en misbrugende psykisk syg ung mand, der er overladt til at navigere i en verden hvor regler, kasser og økonomi er vigtigere end mennesket.

Hvad nu?

Rigtig mange er involveret – ingen ser mennesket, kun problemet.

Danmarks største massegrav for systemramte borgere er mellem kommunerne og regionerne.

Jeg ved ikke om det er kassetænkning (hvem skal betale) eller om det er dumhed, men både menneskeligt og økonomisk er det ualmindeligt dumt.

 

Fandt du 1 ting der, efter din mening, er gjort rigtigt?