Manglende viden om alkohol indenfor hospitalsverdenen
Fies og Franks Corner.
Alt der skrives, gættes og påstås står for egen regning. Læserens formodninger og konklusioner står for læserens egen regning.
Her kommer en sandfærdig historie fra dagens Danmark. Det eneste vi har ændret er ’hovedpersonens’ navn.
Manglende viden om alkohol
Søndag morgen i januar 2014 begyndte Linda at bløde kraftigt fra næsen. Hun havde fået en blodstyrtning. Hun ringede 112, og blev kørt på Glostrup Sygehus.
Her mente de, at det bare var en gang kraftig næseblod – og de prøvede at stoppe det med tamponer. En læge tilså Linda, spurgte om en masse, men ikke om alkoholvaner.
De sagde at Linda skulle tage hjem, men hver gang hun rejste sig, så begyndte blodet at fosse igen. Linda blev overført til Rigshospitalet – her var erfarne øre/næse/hals læger.
Der var ca. 10 læger der tilså Linda her. Alle spurgte ’får du blodfortyndende medicin?’ – men ingen spurgte ind til alkoholvaner.
Mandag eftermiddag blev Linda sendt hjem.
Mandag aften begyndte hun igen at bløde.
Ringede 112, og kom på Herlev Sygehus. Her var endelig en læge, en kvinde fra Østeuropa (Rusland?), der meget forsigtigt spurgte Linda om hun drak. Linda svarede, at ja, hun drak min. en flaske vin dagligt – men mere kom der ikke ud af det.
Linda blev igen sendt hjem.
Begyndte dog igen at bløde, og blev onsdag nat igen indlagt på Rigshospitalet. Her var endelig en sygeplejerske der fik skrevet Linda op til operation – og hun blev opereret torsdag.
Lægerne blev rystede over forløbet. Men ingen af dem snakkede om alkohol, heller ikke efter operationen.
Da Linda ringer til os, og fortæller at hun har været indlagt pga blodstyrtninger, er vores umiddelbare reaktion ’det er også den alkohol’. Når man arbejder med alkoholikere, så ved man, at en af dødsårsagerne blandt denne gruppe mennesker, er blodstyrtninger.
Linda går i behandling ved os, primært for at blive motiveret til at stoppe med at drikke. Havde lægernes reaktion på hendes blodstyrtninger indeholdt en ’formaning’ om ikke at drikke for meget, så havde det hjulpet gevaldigt på Lindas motivation.
Eftertanke
Det er lidt foruroligende at så mange fagfolk kan overse et alkoholproblem og næsten endnu værre at der ikke reageres på en oplysning fra Linda om at der drikkes minimum en flaske vin dagligt.
Det er sådan cirka 7 gange mere en sundhedsstyrelsens anbefaler.
Linda var heldig – men hvor mange mon er knap så heldige? Ingen ved det, og hvis obduktionerne er lige så overfladiske som diagnosticeringen af Linda var, så vil ingen nogensinde få det at vide.
Er det en ide at sundhedspersonale får ”misbrug” med som en del af pensummet på uddannelsstederne?
Hmm ja- når alkoholikere og andre misbrugere dør af misbrug eller følgesygdomme deraf, er dødsårsagen ofte “hjertestop”!!
Jeg er sygeplejerske og alkoholiker med en del år på bagen i sygehusvæsnet og jeg har godt nok aldrig oplevet, at en “blodstyrtning” er blevet overset – det handler om det man kalder varicer ( åreknuder) i spiserøret, og de kan jo sidde højt. Åreknuderne kommer gr. et forhøjet tryk i venerne ovenfor leveren oftest på grund af skrumpelever. Hvis åreknuderne brister får man det, der i folkemunde kaldes blodstyrtning og som er en reelt livstruende tilstand.
Måske snydes man lidt af, at blodet kommer ud af næsen, men tilstanden vil udløse en nærmere undersøgelse af næse, svælg og spiserør – især, hvis det bliver ved med at bløde og så vil man opdage varicerne.
I en journaloptagelse, som foregår hos enhver patient vil der altid blive spurgt til alkoholvaner . og her læyver vi alkoholikere ofte så stærkt, som heste kan rende.
Faktisk synes jeg, at interessen for alkoholikere er ret stor, især fordi de fylder en hel del i hospitalsvæsnet med deres diverse alkoholudløste lidelser – og f. eks. stadig sidder i diabetesambulatoriet med amputerede forfødder og lyver om alkoholforbruget. Jeg har da været inviteret ind i det stedlige, ret store. medicinske ambulatorium, for at fortælle personalet om det, de synes, er en svær samtale – netop at understrege overfor patienten, at uanset om hun eller han kun “tager en gewesen i ny og næ”, så er den tilstand de kommer med alkoholudløst – vel at mærke af alkohol i større mængder over længere tid.
Sygehusets problem er, at de har svært ved at gøre noget reelt – ofta er det aften eller weekend og misdbrugsambulatoriet har lukket – AA kender man ikke meget til – visse kommunale aambulatorier ønsker ikke materiale fra AA på deres hylder, selv om man vel kan mene, at man som borger bør oplyses om alt, hvad der findes af hjælpeforanstaltninger.
Man kunne foregribe en del og måske endda hjælpe nogle patienter, hvis man på sygehusene, som efterhånden er store, ansatte sygeplejersker med speciale i alkoholisme og inddrog dem i de sager, hvor alkohol er grundproblemet – eller blot problemet. Disse sygeplejersker kunne også have kontakt til de pårørende, som oftest ved, hvor skoen trykker, men som i årevis er trænet i at bevare “familiehemmeligheden”.
Så – ansæt nogle mennesker med forstand på alkoholisme også rent praktiusk på hospitalerne – de kan vise sig at være yderst kompetente tovholdere mellem hospitalsvæsnet og en fortsat tabiuseret tilstand.